THE ZONE OF INTEREST: Kan man fuldstændigt undertrykke sin egen menneskelighed?

Af Jacob Pedersen

The Zone of Interest er en idyllisk tilgang til portrætteringen af holocaust, noget der synes umulig ved første tankegang, men Jonathan Glazer ved præcist, hvorhen han vil have sit publikum, og der ender vi. 

Et mesterligt og nøgternt instrueret stykke filmkunst, der leger med hele vores bagkatalog af holocaustfilm og historieforståelse for pludseligt at sætte filmen i sit eget relief. Glazer beviser med The Zone of Interest, at vi ikke har fået for mange film om 2. verdenskrig, og han har måske lige lavet den bedste nogensinde. 

Rudolf og Hedwig Höss (Christian Friedel & Sandra Hüller) står for den daglige drift af Auschwitz. Imens Rudolf sidder inden døre og forhandler med prominente forretningsfolk, plejer konen alle havens blomster og grøntsager, og vanligt sender hun trygt og sikkert sine dejlige børn i skole med fyldte skoletasker.

På den anden side af den paradisiske haves plankeværk – her en betonmur med pigtråd – foregår koncentrationslejrerens gruopvækkende rædsler. Instruktøren Jonathan Glazer skyr, modsat mange andre film om emnet, fuldstændigt væk fra at portrættere disse rædsler.

Som publikum er vi dog aldrig i tvivl om, hvilke hændelser, der udspiller sig bag betonmurene. Qua vores bagkatalog af film, historietimer og billeder, behøver Glazer aldrig at vise os det. Vi hører blot skrigene og skuddene, ser den grønne, giftige røg stige til vejrs fra de røde skorstene og dampene fra fangetogene, der kører ind i lejren.

Familien Höss er fuldstændig upåvirkede af rædslerne. De ser bort fra det og ønsker blot at vokse en fin vinplante op ad muren, så den bliver pænere i deres have.

Glazer portrætterer Höss-familiens hjem idyllisk, men lydsiden er konstant gruopvækkende og allestedsnærværende. Uanset hvor meget det undertrykkes, er den menneskelige dehumanisering et uomtvisteligt faktum. Det illustreres i en af filmens mest geniale scener, hvor vi bliver introduceret til havens mange fine blomster.

Bierne sværmer idyllisk rundt i sommerhaven, livet blomstrer og gror. Midt i et intenst nærbillede af en rose bløder farven ud i resten af billedet, og hele skærmen bliver rød. Biernes livlige sitren udskiftes med skrig, der kun kan stamme fra gaskamrenes inderside. Den røde, kærlige og livsrige farve bliver med ét til blod, krig og død. Hårene rejser sig, og det siver koldt ned ad ryggen.

Billed- og lydsiden afspejler effektfuldt kontrasten mellem familien Höss og jødernes situation. At familien Höss kan leve i denne dikotomi er grundlæggende umenneskeligt, men hvad forventer man egentlig af direktøren på Auschwitz?

The Zone of Interest har en af filmhistoriens bedste slutninger. Jo, den står jeg gerne ved. Glazers instruktion er nær perfekt, og sidestillingen mellem en underlagt jødeudryddelse og en eklatant paradishaves pomp og pragt er perfekt doseret.

Aldrig synes pointen at blive påduttet publikum, og hver scene går et spadestik dybere i menneskets mest modbydelige opnåelser. Filmens helst store kvalitet er uhyre svær at pointere uden at afsløre for meget, men hvis du kun skal se én film i 2024, så lad The Zone of Interest være dén.

Filmen humaniserer en af de største menneskelige katastrofer i det civiliserede samfund og cementerer den naturlige og grundlæggende menneskelige forbindelse, vi har som race. Intet mindre end et grusomt og formidabelt mesterværk.

Kommentarer